Livet skal gøre ondt, før man kan påskønne det gode.
Jan Grell, prostatakræft som 52-årig
Jeg var til læge første gang i 2008, fordi jeg var så træt. Jeg fik målt mit PSA-tal, men svaret bekymrede ikke min læge. Der gik yderligere fire år med mere eller mindre konstant influenza. Min kone sender mig til lægen igen, hvor jeg får endnu en måling. Mit PSA-tal var på 10, hvilket var overraskende højt. Jeg spørger, hvad mit tal var for 4 år siden. Han fortæller forsigtigt, at det dengang var på 4,9.
Jeg bliver indkaldt til scanning, hvor de finder en kræftknude på 1 centimeter i midten af prostata, men det har ikke spredt sig endnu. Jeg husker tydeligt, hvordan lægen sagde til mig: ”Jan, det her bliver med den store kniv. Det kommer til at koste din potens.” På det tidspunkt fyldte potensen ikke særlig meget – jeg var bare glad for at vide, at jeg ikke kom til at dø.
Et halvt år efter begynder tankerne at vælte ind, og ud af ingenting begyndte potensen at fylde. Jeg kom ned i et mørkt hul. Jeg ser mig sur på alting – for det er ikke bare lort, det er noget rigtig lort! Det ville have været meget nemt for mig bare at sætte mig hen i sofaen, men det kommer heldigvis aldrig til at ske med den kone, jeg har.
Hun har aldrig fundet sig i pylrerøve – efter min operation kom hun på besøg i 45 minutter med to små glas og en cognac, og så smuttede hun igen.
Jeg har efterfølgende prøvet viagra, men det hjalp overhovedet ikke. Jeg har også prøvet at sprøjte mig selv med en væske, der giver mig erektion, men det gjorde simpelthen så ondt. Det føltes som om, at den var i klemme i en dør – og det gider jeg sgu ikke for 10 minutter i kanen. Førhen var sex en fantastisk problemknuser. Hvis vi begge havde gået og
været lidt mugne, så kunne det nemt blive løst med en tur i soveværelset. Det gør vi ikke rigtigt mere.
Sex er ikke det samme som det var engang. Man får jo et andet syn på det med alderen, men kræften har uden tvivl accelereret processen. For os er det nærmest ikke eksisterende.
Kræftforløbet har lært mig at sætte pris på de vigtige ting i livet, men også at det er umuligt at skille glæde og sorg. Livet er nødt til at gøre ondt, før man kan påskønne, når det går godt.