Det er et tilfælde, at jeg er her den dag i dag.
Jens Rasmussen, prostatakræft som 57-årig
Min far havde prostatakræft og havde haft det i mange år. Han var ikke bange for det og mente heller ikke, at jeg skulle være det. Han havde aldrig fået behandling for det, men lægerne holdt øje med det.
I foråret 2015 fortalte han mig, at der var sket en
stigning i hans PSA-tal. Han var 85 år på det tidspunkt. Lægerne havde tilbudt at han kunne få behandling, men det ville han ikke pga. hans alder. Det kunne jeg sagtens følge ham i, så jeg lovede at tage med på sygehuset for at takke nej til behandlingen.
Lægen var meget forstående over for situationen. Han kigger herefter mod mig og spørger så, om jeg har fået målt mit PSA-tal. Jeg havde aldrig tænkt over det. Hvorfor skulle jeg? Jeg er jo sund og rask. Det er jo slet ingen grund til at tænke i de baner.
Tanken kunne ikke helt slippe mig, så jeg kontaktede min egen læge og fik bestilt tid. PSA-tallet var på 8,7. Ud af 12 biopsier fandt de kræft i tre af dem.
Scanningen viste heldigvis, at der ikke var spredning.
Jeg tøvede ikke et sekund og valgte at få den opereret ud. Jeg skulle bare have det skidt ud af min krop.
Efter operationen var den største gene at gå med ka-teteret. Jeg havde det i en uge, og det var sindssygt ubehageligt.
Der gik næsten et halvt år, før jeg kunne holde på vandet. En gang imellem kan der stadig godt komme et par dryp i underbukserne, derfor går jeg nogle gange med et tyndt trusseindlæg. Jeg brugte det i et år efter operationen, og jeg kan stadig den dag og finde på at tage det med bare som en sikkerhed. Efterhånden er det mest som en psykisk backup.
Den forestilling jeg havde om prostatakræft var jo, at det kun var noget gamle mænd fik – troede jeg. Det indså jeg desværre var forkert på den hårde måde. Det er også derfor, at jeg føler mig så uendelig heldig, at jeg ved et tilfælde opdagede kræften.
Jeg er taknemlig over at jeg var med min far på hospitalet den dag i 2015. Ellers var det ikke sikkert, at jeg var her i dag.