Hvis jeg var kvinde, havde jeg nok valgt mig selv fra.
Karsten Østergaard, prostatakræft som 45-årig
I januar 2021 begynder jeg at opleve besvær med vandladningen. For at sige det, som det er, var der ikke meget tryk på strålen. Jeg tænkte for mig selv, at det nok var en alders-ting. Tiden går, og jeg tager til lægen i forbindelse med noget helt andet i november 2021. Jeg spørger ind til den manglende kraft på strålen. Lægen fortæller mig, at jeg nødt til at vænne mig til, ikke at kunne tisse lige så højt op af plankeværket, som jeg har kunnet.
Jeg er ved lægen igen i april 2022. Igen i forbindelse med noget andet. Denne gang får jeg taget en blodprøve, men lægen trøster mig med, at jeg ikke er i målgruppen for prostatakræft. Dagen efter ringer min læge så til mig med svaret. Mit PSA-tal er på 12, men igen fortæller han mig, at han ikke tror det er prostatakræft. Jeg blev sendt videre i systemet, hvor jeg fik taget ti biopsier. De fandt kræft i seks af dem, og det var den aggressive form. Da jeg forlader hospitalet, husker jeg tydeligt, hvordan mit syn ændrede sig fra farve til sort-hvid. Jeg satte mig ind i bilen, kørte væk og satte mig på en bænk for at prøve på at samle tankerne. Der sad jeg bare alene med mine tanker og en cola i hånden.
Da jeg ligger i sengen på vej ind på operationsstuen, prøver jeg at lave en lille joke, for at løfte stemningen lidt. Jeg siger til lægen, at de gerne må sørge for, at det nedre værktøj også virker, når jeg vågner igen.
Han kigger derefter lidt sjovt tilbage på mig og siger: ”Det kommer det ikke til. Det her er ikke en nervebe- varende operation”. Det er første gang, at jeg får det at vide. Det næste, der sker er, at de lægger mig i narkose. Jeg føler mig ikke snydt. Jeg vil bare godt have været bedre informeret. Jeg havde stadig sagt ja til operationen.
I dag er jeg 100 procent impotent. Jeg har prøvet en masse hjælpemidler, men uden held. Jeg fik en kæmpe nedtur over, at det ikke var muligt at få en rejsning. Det fyldte så meget til sidst, at jeg valgte at tage en pause fra det hele. Jeg stoppede med at gå til sexolog, fordi jeg blev så ked af at tænke på, at jeg var helt impotent. Det var også her det ramte mig, hvor meget mandighed, der er forbundet med evnen til at få rejsning.
Lige nu føler jeg, at jeg står ved bunden af et bjerg, som jeg gerne vil bestige. Jeg mangler bare hjælpemidlerne og modet til at gøre det. Det er også derfor, at jeg ikke dater. Tanken om at skulle være alene resten af livet er begyndt at fylde, men det har jeg slet ikke lyst til at det gør. Jeg vil gerne have en partner, men hvis jeg havde været kvinde, havde jeg nok valgt mig selv fra.