Jeg fortæller ikke, hvilken kræftform jeg har haft.
Mogens Lynggaard, prostatakræft som 54-årig
Jeg fik blærebetændelse to gange med kort mellemrum, hvilket er ret usædvanligt for en mand i min alder. Da det skete anden gang, endte jeg med at søge efter svar på nettet. Jeg kontaktede derefter min egen læge og fortalte om mine bekymringer. Hun forstod min bekymring og ville gerne have, at jeg fik målt mit PSA-tal.
I tiden mellem jeg fik taget prøven og til at jeg fik svaret, var det uvisheden, som fyldte mest. Det var en vildt ubehagelig situation. Da svaret viste, at mit PSA-tal var 4,6, blev det hele mere håndterbart. Trods det, gik der alligevel en masse tanker igennem mit hoved. Skal jeg blive kristen? Jeg overvejede også at blive narkoman, for hvis jeg alligevel skulle dø, så ville jeg da gerne prøve en masse stoffer.
For første gang i mit liv, kunne jeg ikke gå fra noget. Jeg har altid haft muligheden for at vælge, hvad jeg ville – det kunne jeg ikke her.
Noget af det, som hjalp mig, var den samtale jeg havde med min læge, inden jeg skulle vælge min behandlingsform. Jeg husker tydeligt, hvordan han tog min hånd og sagde: ”Mogens, du kunne være min storebror, og hvis du var det, så ville jeg gerne have, at du var her i mange år endnu. Det vil operationen sikre dig.”
Herefter var jeg ikke rigtig i tvivl.
Efter operationen oplevede jeg, at jeg ikke havde det som før. Inden operationen følte jeg mig ikke syg, der havde jeg det jo godt, men det gjorde jeg virkelig ikke efter. Jeg blev syg af operationen. Det lyder mærkeligt at sige, for jeg ved jo godt, at det var det rigtige valg.
Jeg er glad for at være rask i dag, men jeg har jo ikke fået noget nyt, tværtimod vil jeg sammenligne det med at få amputeret et ben. Selv hvis man så fik en protese, og man kunne gå igen, så vil det aldrig blive som før – men man kan vænne sig til alt.
Når jeg møder nye folk, har jeg ikke lyst til at fortælle dem, hvilken form for kræft jeg har haft. Jeg vil ikke have deres medlidenhed. Tænk, hvis de troede mindre om mig som mand, fordi jeg havde prostatakræft.
Det er svært for mig at forstå, hvorfor jeg har det på den måde. Det virker ikke logisk. Bare fordi min penis ”kun” er på 90 procent i dag, er jeg jo ikke ti procent mindre mand.
Det er bare blevet ti procent sværere.